-
Business-update: Novo-boss forudser vigtig nyt om milliardsælgende lægemiddel inden for få uger – og det er ikke fedmemedicin
ソース: BDK Finans / 07 5 2024 09:08:31 America/Chicago
Kære læser, Det er blevet tirsdag, og vi er klar med et overblik over dagens indtil videre vigtigste erhvervsnyheder. Vi skal blandt andet høre om Novo Nordisk, havvindmølleparker, JP/Politikens Hus og en ny børsdarling. Men først skal vi en tur forbi Copenhagen Pride. God læselyst. #1 – Endnu en storsponsor trækker sig fra Copenhagen Pride Nykredit trækker sig nu som den første partner i finanssektoren fra samarbejdet med Copenhagen Pride. det skriver TV2.dk. I sidste uge stoppede brancheorganisationen DI, samt Novo Nordisk, Mærsk, KPMG og rejsebureauet TUI deres støtte til Copenhagen Pride. Tirsdag valgte Nykredit så sætte at deres partnerskab med Copenhagen Pride på pause. »Desværre har de seneste måneders debat i og omkring Copenhagen Pride skabt tvivl hos os om, hvor Copenhagen Pride har sit fokus, og hvad det er for holdninger, vi som virksomhed er med til at støtte,« udtaler Trine Ahrenkiel, der er hr- og kommunikationsdirektør i Nykredit, i en skriftlig kommentar til TV 2. Partnerflugten er opstået, efter at Copenhagen Pride angivelig har bedt sine partnere tage stilling i konflikten mellem Israel og Palæstina. #2 – Sagens fortsætter – afslag på 12 havvindmølleparker skal genbehandles Sagaen om de mange havvindparker gennem den nu lukkede åben dør-ordning fortsætter. Det skriver Finans. Selskaberne GreenGo Energy, Bornholm Havvind, Vattenfall og European Energy har ifølge Finans fået medhold i deres klager til den uafhængige instans Energiklagenævnet. Afgørelsen vækker glæde hos European Energys havvindchef, Andreas Karhula Lauridsen. European Energy var selskabet med flest åben dør-projekter, og de har nu fået medhold i de fem klager, selskabet har indsendt. »Vi er meget tilfredse med, at Energiklagenævnet har givet os ret i, at Energistyrelsens afslag på vores åben dør-ansøgninger ikke var i overensstemmelse med loven. Vi har nu Energiklagenævnets ord for, at Energistyrelsen burde have foretaget en konkret vurdering af vores åben dør-projekter,« skriver Andreas Karhula Lauridsen i en skriftlig kommentar til Finans. Åben dør-ordningen er i dag nedlagt. Ordningen gjorde det lidt forenklet forklaret muligt for energiselskaber at søge om at bygge havvindmølleparker for egen regning i danske farvande. I 2022 eksploderede antallet af ansøgninger, og ordningen blev lukket med henvisning til, at den formentlig var i strid med EU-lovgivningen. Derfor fik stort set alle ansøgere afslag. #3 – Udsigt til nyt om glemt Novo Nordisk-medicin inden for få uger – spås milliardsalg Mange har måske glemt det, men Novo Nordisk laver ikke kun medicin mod svær overvægt og diabetes. Sjældne sygdomme er også et forretningsområde hos et af verdens hotteste medicinalselskaber, og inden længe kommer der afgørende nyt om Novo Nordisks blødermiddel Mim8, som potentielt kan fordoble salget i Novo Nordisks division for sjældne sygdomme. Det skriver Børsen på baggrund af udtalelser fra Martin Holst Lange, Novo Nordisks koncerndirektør med ansvar for kliniske forsøg, i torsdags, da selskabets topledelse mødte aktieanalytikere og investorer. »Vi er kun få uger fra en resultataflæsning med Mim8, så det bliver spændende,« lød det ifølge Børsen fra Martin Holst Lange. For år tilbage, var det salget af blødermedicinen, Novoseven, der sikrede Novo Nordisk penge på kistebunden til blandt andet at udvikle GLP-1 medicin, som i dag trækker hovedparten af selskabets vækst. Til gengæld har forretningsområdet sjældne sygdomme skrantet de senere år med et omsætningsfald på hele 15 procent sidste år. Mim8, som er en medicin, Novo Nordisk har indlicensieret fra en anden dansk medicinalvirksomhed, Genmab, er udset til at vende skuden inden for forretningsområdet. Men medierne ikke har haft særlig meget fokus på lægemidlet, er analytikerne mere interesseret. Peter Wellford, medicinalanalytiker hos den amerikanske investeringsbank Jefferies, forventer i en analyse positive resultater af de afsluttende kliniske forsøg, og forudser således i det, han kalder et »konservativt skøn«, at Mim8 vil kunne nå et globalt salg på omkring ti milliarder kroner. Fire uundværlige fra Berlingske Business A: Det danske aktiemarked har fået en ny darling: Aktien buldrer op Medicinalvirksomheder, der udvikler fedmemedicin, rider for tiden på en bølge af investeringsoptimisme. Nu er en dansk virksomhed, der lever af at hjælpe medicinalselskaber med klinisk forskning, kommet med på bølgen – og det sender virksomhedens aktier mod himlen. Det skriver journalist Anna Sofie Laue. B: Hundredvis af medarbejdere går i rette med topledelsen i dansk mediegigant: »Pinligt, provokerende og nedslående« Medarbejderne i Danmarks største private mediehus JP/Politikens Hus er gået sammen om et brev til bestyrelsen efter en række millionbonusser. Journalist Daniel Tidemann følger udviklingen i den opsigtsvækkende sag i toppen af landets største private mediehus. C: Han ejer mere af København end nogen anden, men anklager om »brutal adfærd« og chikane har fulgt selskabet gennem 25 år Det er ikke kun størstedelen af aktierne i det nu enorme københavnske ejendomsselskab, Rolf Stuhr Petersen har overtaget efter sin far. Det samme kan siges om evnen til at trække penible overskrifter. Og så indtager han førstepladsen på Berlingskes top-10 over personer, der ejer mest ejendom i Storkøbenhavn. Journalisterne Emil Bo Rask og Jonathan Lundgren Larsen fortsætter deres serie om dem, der ejer Danmark. D: 26 år og på vej til at melde sig ind i Ældre Sagen Berlingskes journalist, Signe Terp, med speciale i privatøkonomi og finans overvejer at melde sig ind i Ældre Sagen. Hvis du ikke allerede har læst Signe Terps klumme, så har du muligheden nu. Tak fordi du læste med. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-novo-boss-forudser-vigtig-nyt-om-milliardsaelgende